onsdag den 21. juni 2017

Chokolade smørcreme

Lækker chokolade smørcreme som er nem at smøre op med

1 portion (passer til kage 25x40)

  • 1 dl vand
  • 200 gram sukker
  • 1 æggeblomme
  • 250 gram smør
  • 1 spsk vanillesukker
  • 200 gram chokolade, lys, mørk eller hvid

Tag smørret ud i god tid og lad det stå ved stuetemperatur så det bliver blødt.
Kom sukker og vand i en gryde.
Kog indtil sukkeret er smeltet. Lad det køle lidt af. Det skal være over 45 grader. Hvis det er varmt uden at brænde så passer det.
Hak chokoladen og tilsæt den til siruppen så den smelter og det bliver en tyk creme.
Hæld det i en skål og lad det køle yderligt af til koldere end "lillefingervarmt". Gerne stuetemperatur.
Hæld også smørret og æggeblommen i skålen
Pisk indtil det er en luftig blød og ensartet creme. På et tidspunkt sker der et tydeligt skift hvor det ændrer sig til at blive en luftig creme.

 

mandag den 16. januar 2017

Hindbær-flødebolle lagkage


Hindbær-Flødebolle lagkage

ca.14 pers.

3 Lagkagebunde:

Hindbærskum:
  • 300 g Hindbær (hvis frosne, skal de være næsten optøet) (Man kan også med fordel bruge et glas marmelade)
  • 3 spsk flormelis
  • ½ L piskefløde
Hindbær blendes og flormelis røres i.
Fløden piskes stiv og hindbærrene vendes i.

Flødeboller ca 14 stk. uden kokos
  • Bundene tages af flødebollerne og gemmes til at pynte med.
Kagen lægges sammen samles således:
  • En lagkage bund, hvorpå der sættes ca 6-8 flødeboller, som mases let ud på hele bunden
  • Hindbærskum bredes ud over.
  • Ny lagkagebund, med flødeboller og hindbærskum
  • Øverst den sidste bund.
  • Kagen smøres op med det sidste hindbærskum og pyntes.

lørdag den 7. januar 2017

Dumle tærte



10 pers.

Bunden:
250 g Krydderkiks (eks. Bastogne)
100 g Smør

Dumle-creme:
220 g Dumle
150 g Smør
4 spsk Fløde
2 spsk Flormelis

Toppins:
150 g lys chokolade
100 g mørk chokolade
50 g smør
2 spsk fløde

Chokoladestykker
Karamel tern

Jeg har brugt en aflang form til kagen. Jeg startede med at klippe et stykke bagepapir til og lægge i bunden af formen.

Kiks køres i køkkenmaskinen til de er helt smuldret, de er lidt hårde ved maskinen, så brækkede dem i stykker først.
Smørret smeltes og hældes over kiksekrummerne og det samles og bredes ud i formen. Stilles på køl

Alle ingredienser til Dumle-cremen hældes i en lille tykbundet gryde og varmes langsomt op.
Når det er smeltet sammen til en jævn masse, bredes det ud på tærte bunden, som igen stilles på køl

Chokoladen smeltes over vandbad, smørret og fløden røres ud i og det hældes over tærten, og pyntes med karamel og chokolade, stilles koldt til servering